Madpolitik

 

 

Lyngens køkkenleder Gitte fremstiller mad dagligt til børnene under tre år. Maden er varieret og sund. Vuggestuebørnene får nogle dage varm mad og nogle dage rugbrød med diverse pålæg. Børnehavebørnene under tre år har mulighed for at få smurt en madpakke, så den ligner den mad de øvrige børn har med hjemmefra. Alle børn under tre år får således fuld forplejning.

 

Børnehavebørnene medbringer selv madpakker og Lyngen serverer mælk. Vi henstiller til at børnene har sunde madpakker med. Tal med dit barn om, hvad der skal i en god madpakke. En spegepølse er eksempelvis mere fedtholdig og usund end en chokolademad. Børn er i perioder meget konservative med hensyn til pålæg. Vi beder om, at I undlader at komme slik, herunder mælkesnitter i madpakken.

 

Madpakken bør være kilde til ny energi og nye kræfter, da der skal noget god ernæring til at lege/arbejde hele dagen. Man ”kører” desværre ikke ret langt på hvidt brød, mælkesnitter og små yoghurter. Når vi spiser frokost og frugt, skal det også ses som en pædagogisk aktivitet, hvor målet er at gøre børnene selvhjulpne og medansvarlige. De inddrages i borddækning, skænker selv mælk op og lærer at sende kander og skåle videre til andre.